Kontakt
Aut. klinisk diætist Susanne Elman Pedersen

Det søde

Rabarbermuffins
(10 stk.)

Det skal du bruge:
100 g rabarber
1 spsk. sukker
½ tsk. stødt kanel

Dej:
2 æg
75 g sukker
1 tsk. vaniljesukker
60 g hvid fuldkornshvedemel (ca. 1 dl)
100 g hvedemel (ca. 1½ dl)
2 tsk. bagepulver
150 g hytteost
50 g flydende margarine
½ dl mælk

10 muffinsforme

Sådan gør du:
Skær rabarber i stykker á ca. ½ cm.
Bland dem med sukker og kanel, og lad det trække, mens du laver dejen.
Pisk æg, sukker og vaniljesukker sammen, til det er lyst og skummende.
Tilsæt de øvrige ingredienser, og pisk dejen sammen.
Vend rabarberblandingen i, og fordel dejen i 10 muffinsforme.
Bag dem ved 200° C i ca. 20 min. på næstøverste ovnrille.
Afkøl kagerne på en rist.

Servering:
Server rabarbermuffins til kaffe eller te.

Variation:
Brug bær i stedet for rabarber. Hvis bærrene er frosne, skal du bage muffins i 3-5 min. længere.

Opbevaring:
Du kan fryse rabarbermuffins.

Tip:
Hvis du har en plade med huller, kan du stille muffinsformene deri. Ellers kan de bruge to papirforme sammen, så holder muffins bedre faconen. Den yderste form kan du bruge igen.

1 muffin:
Energi 700 kJ/165 kcal
Fedt 7 g – Kulhydrat 20 g – Protein 5 g
Kulhydrat pr. 100 g 32 g

Bananpandekager med hytteost

10 pandekager

Det skal du bruge:
2 dl havregryn, gerne finvalsede (75 g)
½ dl mælk med højst 0,7 % fedt
1 stor banan (ca. 125 g)
150 g hytteost
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
1 knsp. salt
1 spsk. flydende fedtstof

Sådan gør du:
Sæt havregrynene i blød i mælken, mens du finder resten, du skal bruge.
Mos bananen, og bland den med havregrynene og de øvrige ingredienser.
Bag 10 små pandekager i fedtstoffet i ca. 3 min. på hver side.

Servering:
Server bananpandekager som et mellemmåltid f.eks. med lidt friske bær eller bare som de er.

Opbevaring:
Du kan fryse pandekagerne.

1 pandekage:
Energi 350 kJ/85 kJ
Fedt 4 g – Kulhydrat 7 g – Protein 5 g
Kulhydrat pr. 100 g 15 g

Fastelavnsboller med kakaocreme

(16 boller)

Det skal du bruge:

Creme:
1 spsk. majsstivelse
1 æg
2 dl mælk med højst 0,7 % fedt
2 tsk. kakao
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk. sukker
25 g mørk chokolade med mindst 70 % kakao

Dej:
2 dl mælk med højst 0,7 % fedt
1 pakke gær (50 g)
1 æg
50 g flydende margarine
2 spsk. sukker
250 g hvid fuldkornshvedemel (ca. 4 dl)
ca. 200 g hvedemel (ca. 3½ dl)

Pynt:
Glasur af flormelis og kogende vand
mandelflager eller -splitter
krymmel o.lign.

Sådan gør du:
Pisk ingredienserne til cremen sammen. Kog den op, og lad den koge i ca. 2 min., mens du pisker.
Afkøl cremen. Hak chokoladen groft, og rør den i.
Lun mælken til dejen, og rør gæren ud i den.
Tilsæt de øvrige ingredienser, hold lidt af hvedemelet tilbage, og ælt dejen god igennem.
Stil den til hævning, overdækket, et lunt sted i ca. 20 min.
Slå dejen ned, rul den ud til ca. 50×50 cm og skær den i 16 stykker.
Læg en skefuld creme midt på hvert dejstykke.
Fold dejen sammen, så den lukker om cremen.
Sæt bollerne med samlingen nedad på bagepapir på en bageplade.
Lad bollerne efterhæve i ca. 10 min.
Bag dem ved 200° C i 12-15 min. på næstøverste ovnrille.
Afkøl bollerne på en rist, før du pynter dem med glasur og pynt.

Servering:
Server fastelavnsbollerne til saftevand, kaffe eller te.

Opbevaring:
Du kan fryse fastelavnsboller.

Variation:
Undlad kakao i cremen, så det er en vaniljecreme.
Brug en fast marmelade i stedet for creme.

Tip:
Du kan koge cremen dagen før, du vil bage fastelavnsboller. Opbevar den i køleskab.

1 fastelavnsbolle:
Energi 700 kJ/165 kcal
Fedt 5 g – Kulhydrat 23 g – Protein 6 g
Kulhydrat pr. 100 g 36 g

Rugstykker med mandler

(20 stk.)

Det skal du bruge:
3 dl vand
½ pakke gær (25 g)
75 g mandler
1 spsk. flydende fedtstof
1 spsk. honning, gerne flydende eller farin
1 tsk. vaniljesukker
2 tsk. kakao
¼ tsk. salt
100 g ruggryn (ca. 3 dl)
150 g rugmel (ca. 2 dl)
ca. 200 g hvedemel (ca. 3½ dl)

Sådan gør du:
Lun vandet, og rør gæren ud i det.
Hak mandlerne groft.
Ælt alle ingredienserne til dejen sammen, hold evt. lidt af hvedemelet tilbage.
Lad dejen hæve i ca. 45 min. på et lunt sted og tildækket.
Slå dejen ned, og bred den ud til en firkant ca. 20×25 cm på en bageplade med bagepapir. Skær dejen ud i 20 firkanter.
Efterhæv i ca. 15 min.
Bag rugstykkerne ved 200° C i ca. 15 min. på midterste ovnrille. Tag pladen ud, og skær firkanterne fra hinanden. Bag dem i yderligere ca. 5 min., så de bliver bagt mere på siderne.
Afkøl dem på en rist.

Servering:
Server rugstykker som et mellemmåltid, som de er.

Opbevaring:
Du kan fryse rugstykkerne.

1 rugstykke:
Energi 450 kJ/105 kcal
Fedt 3 g – Kulhydrat 17 g – Protein 3 g
Kulhydrat pr. 100 g 41 g

Brunkagemuffins

(10 stk.)

Det skal du bruge:
1 dl vand
1 dl havregryn, gerne finvalsede (ca. 35 g)
1 dl sukker (ca. 90 g)
2 æg
50 g flydende fedtstof
125 g hvedemel (ca. 2 dl)
2 tsk. bagepulver
1½ tsk. brunkagekrydderi
1 æble (ca. 110 g)

Pynt:
Evt. hakkede nødder f.eks. valnødder

Sådan gør du:
Kog vandet, og hæld det over havregrynene. Afkøl blandingen.
Pisk sukker og æg godt sammen.
Tilsæt fedtstof og de tørre ingredienser, og pisk dejen sammen.
Riv æblet groft, og rør det i.
Fordel dejen i 10 muffinsforme, og bag dem ved 200° C i ca. 20 min. på midterste ovnrille.
Du kan evt. drysse lidt hakkede nødder på dejen som pynt, inden du bager muffins.
Afkøl muffins på en bagerist.

Servering:
Server muffins til te, kaffe eller saftevand.

Variation:
Brug 1 tsk. stødt kanel i stedet for brunkagekrydderi.
Æblet kan erstattes af gulerod eller squash.
Du kan bruge brun farin i stedet for halvdelen af sukkeret.

Opbevaring:
Du kan fryse brunkagemuffins.

1 muffin:
Energi 600 kJ/ 145 kcal
Fedt 6 g – Kulhydrat 20 g – Protein 3 g

Kulhydrat pr. 100 g 36 g

Abrikoskugler

(20 stk.)

Det skal du bruge:
3 skiver rugbrød, gerne uden kerner (ca. 150 g)
100 g tørrede abrikoser
1 dl finvalsede havregryn (ca. 35 g)
½ dl mandler (ca. 30 g)
2 tsk. kakao
saft af ½ citron
2 spsk. marmelade f.eks. abrikos eller appelsin

Sådan gør du:
Skær skorperne af rugbrødet, og bræk det i mindre stykker.
Blend alle ingredienserne sammen i en foodprocessor eller med en stavblender.
Tril massen til 20 kugler.
Hvis den er for klistret, kan du stille den i køleskab i ½-1 time, inden du triller kugler. Du kan også tage lidt koldt vand på fingrene, så klistrer massen ikke så meget.

Servering:
Server abrikoskugler som det søde bidrag til et mellemmåltid eller i madpakken.

Variation:
Brug tørrede figner eller rosiner i stedet for abrikoser.
Du kan erstatte citronsaft og marmelade med appelsin- eller æblejuice.

Opbevaring:
Opbevar kuglerne i en tætsluttende beholder i køleskab. De kan holde sig i ca. 5 dage.

1 abrikoskugle (ca. 20 g):
Energi 225 kJ/50 kcal
Fedt 1 g – Kulhydrat 8 g – Protein 1 g

Kulhydrat pr. 100 g 41 g

Rabarberkoldskål med skovmærke-knas

(4 personer)

Det skal du bruge:
250 g rabarber
1 spsk. vand
50 g sukker, gerne rørsukker
1 tsk. vaniljesukker

Knas:
2 skiver fuldkornsbrød f.eks. toast (ca. 75 g)
50 g mandler
1 tsk. flydende fedtstof
1 tsk. sukker, gerne rørsukker
10-15 stilke skovmærke

½ l skyr med vaniljesmag
½ l kærnemælk

Sådan gør du:
Skær rabarberne i skiver á ca. ½ cm.
Kog dem med vand, sukker og vaniljesukker i ca. 5 min. ved svag varme. Rør i det nogle gange, så rabarberne moser ud.
Afkøl kompotten.

Lav knasen imens.
Riv brødet groft, eller smuldr det fint.
Hak mandlerne groft.
Pil bladene af skovmærkestilkene, og hak bladene fint.
Rist brødet i fedtstof og sukker i 2-3 min.
Tilsæt mandler og blade, og rist i yderligere nogle min., til blandingen har fået farve.
Afkøl knasen.

Rør 2/3 af rabarberkompotten sammen med skyr og kærnemælk.

Servering:
Server rabarberkoldskålen med resten af rabarberkompotten og knas.

Variation:
Brug citronmelisse eller mynte i stedet for skovmærke.

Pr. person:
Energi 1450 kJ/345 kcal
Fedt 8 g – Kulhydrat 45 g – Protein 21 g

Kulhydrat pr. 100 g 12 g

Fakta:
Skovmærke indeholder aromastoffet kumarin, der også findes i ægte kanel. Kumarin er giftigt i større mængder. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man højst spiser 7 g frisk skovmærke om dagen.
I knasen til koldskålen får du 1-2 g.

Rabarbercrumble

(6 personer)

Det skal du bruge:
500 g rabarber
75 g sukker
1 spsk. kartoffelmel eller majsstivelse
½ tsk. stødt kanel

Dej:
100 g hvedemel (ca. 1½ dl)
50 g havregryn (ca. 1½ dl)
50 g sukker, gerne rørsukker (ca. ½ dl)
1 tsk. vaniljesukker
50 g flydende margarine (ca. ½ dl)
50 g skyr, gerne vaniljeskyr (ca. ½ dl)

Sådan gør du:
Skær rabarberne i stykker på ca. ½ cm.
Vend dem med sukker, kartoffelmel og kanel, og læg dem i et smurt ovnfast fad.
Bland ingredienserne til dejen, og smuldr det med fingrene.
Fordel dejen på rabarberne.
Bag kagen ved 200° C i ca. 25 min. på midterste ovnrille, til kagen er lysebrun og rabarberne møre.

Servering:
Server rabarbercrumble lun eller kold med vaniljeskyr eller mager cremefraiche.

Variation:
Du kan bruge halvt rabarber og halvt jordbær. Rabarber kan også erstattes af æbler, pærer eller blommer skåret i både. Sukkermængden i fyldet kan nedsættes til 50 g, når du bruger andet end rabarber.

Pr. person:
Energi 1200 kJ/ 290 kcal
Fedt 9 g – Kulhydrat 43 g – Protein 4 g

Kulhydrat pr. 100 g 32 g